Ægteskab er ikke noget for dig

Sharing the Wedding CakeEfter blot 1½ års ægteskab, er jeg kommet til den konklusion, at ægteskab ikke er noget for mig.

Inden du imidlertid drager en forhastet konklusion, vil jeg bede dig om at læse videre.

Min hustru og jeg mødte hinanden da vi var 15 år og gik i gymnasiet. Vi var gode venner i ti år indtil vi besluttede, at vi ikke længere ønskede at nøjes med blot at være venner. Jeg kan varmt anbefale, at blive forelsket i din bedste ven. Det kommer der noget godt ud af for alle parter.

Ikke desto mindre undgik jeg ikke at blive nervøs og bekymret i forbindelse med at blive gift, selv om det var med min bedste ven. Jo tættere Kim og jeg kom på at træffe en beslutning om at blive gift, desto mere blev jeg fyldt af en lammende frygt. Var jeg virkelig klar? Var det den rigtige beslutning? Var det mon Kim som jeg skulle giftes med? Ville hun gøre mig lykkelig?

En skæbnesvanger aften delagtiggjorde jeg min far i mine tanker og bekymringer.

Jeg tror måske at vi allesammen har oplevet en situation, hvor det virkede som om alt foregik i slowmotion og tiden stod stille et øjeblik, hvilket gjorde dette øjeblik til noget ganske specielt

Min fars svar til mig var sådan et øjeblik for mig. Med et bedrevidende smil på læben sagde han til mig: ”Seth, nu er du egoistisk. Det kan siges meget enkelt; ægteskab er ikke noget for dig! Du bliver ikke gift for selv at blive lykkelig men for at gøre et andet menneske lykkelig. Derudover er dit ægteskab ikke tiltænkt dig alene men en hel familie. Og her tænker jeg ikke på svigerfamilien og sådan noget pjat men på dine kommende børn. Hvem ønsker du skal hjælpe med at opdrage dem? Hvem ønsker du skal have indflydelse på dem? Nej ægteskab er ikke noget for dig. Det handler ikke om dig. Ægteskab handler om den person du gifter dig med.”

Det var lige præcist på dette tidspunkt, at det gik op for mig at Kim var den rigtige person at gifte mig med. Jeg blev for alvor klar over, at jeg ønskede at gøre hende lykkelig, at se hende smile hver dag, at få hende til at le hver dag. Jeg ønskede at være en del af hendes familie og min familie ønskede at hun skulle være en del af vores. Da jeg tænkte tilbage på alle de gange jeg havde set hende lege med mine niecer, så vidste jeg at det var sammen med hende jeg ønskede at skabe vores egen familie.

Min fars råd var både chokerende og meget afslørende. Det gik stik imod vores moderne samfunds populære filosofi, der går ud på at hvis det ikke gør dig lykkelig, så kan du bare returnere det og få et andet.

Nej, et rigtigt ægteskab (og ægte kærlighed) handler aldrig om dig. Det handler om den du elsker – om vedkommendes ønsker, behov, håb og drømme. Egoisme fordrer: “Hvad kan jeg få ud af det?”, hvorimod kærlighed spørger ”Hvad kan jeg give?”

For et stykke tid siden demonstrerede min hustru hvad det vil sige at elske uselvisk. I lang tid havde mit hjerte været fyldt med en blanding af frygt og bitterhed. Efter trykket var eskaleret til et niveau, hvor ingen af os kunne udholde det længere, tog følelserne over. Jeg var følelseskold. Jeg var egoistisk.

Men i stedet for at svare igen med egoisme, gjorde Kim noget enestående og vidunderligt, hun viste mig hvad ægte kærlighed er. Hun tilsidesatte alle de smerter og kvaler som jeg havde påført hende og tog mig kærligt i sine arme og trøstede mig.

Seth and Kim Wedding - Family PhotoJeg blev klar over, at jeg havde glemt min fars råd. Hvor Kim havde forsøgt at elske mig, havde jeg kun haft mig selv og mine egne behov i tankerne. Denne forfærdelige erkendelse bragte tårer frem i mine øjne og jeg lovede min hustru at jeg ville forbedre mig.

Til alle jer som læser denne artikel – gifte, forlovede, singler eller den evige ungkarl eller ungkarlepige – ønsker jeg at fortælle, at ægteskab ikke er noget for dig. Et ægte forhold bygget på kærlighed er ikke noget for dig. Kærlighed handler om den person du elsker.

Og paradoksalt sker der det, at jo mere du oprigtigt elsker den person, desto mere kærlighed modtager du. Og ikke alene fra din partner men fra jeres venner og deres familier og tusindevis af andre mennesker som du aldrig ville have mødt hvis din kærlighed var forblevet selvisk.

Ægte kærlighed og ægteskab er ikke noget for dig. Det er noget for de andre.

Comments

comments